Da verden blev mindre 🏇 (Gode råd, når du har rideangst 💜)

Her står jeg med Robin. Billedet er (i skrivende stund) taget for lidt over 10 år siden. For præcis 10 år siden i dag sad jeg på ryggen af Robin på en ridebane. Jeg var ved at tage en runde i skridt efter vi havde travet og galoperet. Pludseligt blev han forskrækket over noget vejarbejde, der gik i gang på den anden side af hækken i den ene ende af banen og han løb så hurtigt han kunne (hvilket var hurtigt!!!) til den anden ende – tog et skarpt sving og tabte mig

Det var en voldsom oplevelse – og første frø til min rideangst blev sået den dag. Den blomstrede ikke lige med det samme. Men hver gang, der efterfølgende skete lignende ting, blev frøet vandet. I perioder har jeg mærket meget til rideangsten – men min fornuft ville gerne passe på mig og jeg blev rigtigt dygtig til at undgå de farlige ting. Det var mere sikkert – men gjorde også min verden mindre.

Robin er ikke mere. Jeg savner ham stadig rigtig meget. Trods alle “flyveturene”. For han var min soulmate og jeg ved at løbeturene skyldtes traumer

I dag har jeg jo en ny soulmate. Braveheart. Han er ved at blive tilredet – og jeg er også i træning. I træning i at gøre min verden større. For selvom Braveheart aldrig er skredet med mig på ryggen, så ligger rideangsten der. Trods det at den rationelle og fornuftige del af min hjerne fortæller mig, at der aldrig er sket noget sammen med ham, så har reptilhjernen overtaget. Heldigvis går det bedre og der er dage, hvor jeg slet ikke mærker sommerfuglene

Jeg ved, at der er vildt mange, der har rideangst. Og det er så ærgerligt, når det gør vores verden mindre.