Hestens comfort zone

Den vigtige tillid

Store, seje fyre kan også have brug for støtte.

For nylig havde Braveheart besøg af tandlægen. Braveheart er jo ikke sååå gammel. Kun 6 år og det er stadig et ungt sind – specielt for en koldblodshest.

Hans alder betyder naturligvis, at han ikke har oplevet så mange tandlægebesøg – og samtidig er hans livserfaring jo også kun 6 år gammel. Det gør ham usikker i visse situationer – nemlig i de situationer, hvor han kommer ud af sin comfort zone. Her er den vigtige tillid afgørende.

 

Store, seje fyres comfort zone

Grunden til at jeg har valgt at skrive dette indlæg er, at jeg møder mange ejere af koldblodsheste, som oplever at deres heste har en ret lille comfort zone. Hvilket kan undre, når man ser de store, rolige og ”seje” heste. Men det har mange af dem altså. Og det betyder, at de hurtigt kan presses ud af deres comfort zone. Men hvad er den der comfort zone og hvad kan du gøre for at støtte din hest?

 

Hvad er comfort zonen?

Hestens comfort zoneNår vi taler om comfort zonen, er det en mental zone – eller tilstand – hvor man ikke har en følelse af risiko. Det er her hesten føler sig tryg og i kontrol. Det kan for eksempel være på folden sammen med flokken på en vindstille dag. Det er en fysisk comfort zone. Man kan også tale om en mental comfort zone. Det er her vi for eksempel stiller hesten opgaver. Er hesten fortrolig med en opgave, forbliver den i sin comfort zone. Er opgaverne ukendte eller svære, vil hesten presses ud af comfort zonen.

Den næste zone er den man kalder en stretch zone eller udviklings zonen. Der er her, hvor hesten er uden for sin comfort zone, men stadig tryg nok til at kunne lære og udvikle sig. Hvis du har en unghest, som aldrig har haft en sadel på, så vil den nok komme lidt ud i stretch zonen første gang der ser og snuser til sadlen, men har du lavet et trygt set-up, vil den alt andet lige hurtigt vende tilbage til sin comfort zone.

De tredje zone er panik zonen – der, hvor hestens flight/fight/freeze/fidget/faint instinkter vækkes. Kommer du ’buldrende’ med en sadel over armen til en hest, som ikke har haft sadel på før og så bare kaster den op på hestens ryg, vil du ganske sikkert få presset den herud.

 

Det rigtige set-up

Tilbage til Braveheart og tandlægen. Jeg vidste at det ville være en udfordring for Braveheart at tandlægen kom på besøg. Ikke så meget pga. tandlægen – mere fordi han ikke synes det er fedt, når han skal stikkes med bedøvelsen. De gange han har skullet stikkes, har han reageret hver gang og derfor vidste jeg at det var vigtigt at lave et godt set-up. Nu var jeg så heldig at alle 3 heste i flokken skulle have tandtjek samme dag. De var derfor alle tre i stalden sammen – hele tiden indtil sidste hest var vågen og frisk igen efter bedøvelsen. Og vi glade, rolige og groundede hestemødre var også til stede hele tiden.

Trods det gode set-up, reagerede Braveheart da han skulle stikkes. Heste er jo byttedyr og for en som Braveheart kræver det meget at åbne op og gå ud over deres comfort zone. Han bliver stadig usikker og presset. Heldigvis er det blevet bedre og der er ingen tvivl om, at fortsat træning, det gode set-up og det at han bliver mere moden, vil hjælpe fremover.

 

Den vigtige tillid

Vores rolle som hestemennesker, der har bedt hestene være i vores verden, er gradvist at udvide en hests comfort zone, så den kan klare det meste, den vil møde i sit liv hos os, og samtidig være glad.

Dette starter med at få hestens tillid og mens vi så uddanner vores heste, arbejder vi konstant på at udvide deres komfortzoner. Dette gør vi ved at prøve os frem og i processen lytte til hesten, så kan finde ud af, hvor kanten af ​​deres comfort zone er. Det kræver at vi har sat os ind i hestens sprog og signaler.

 

Sådan kan du forberede dig og din hest
  • Gør alt du kan for at skabe tillid mellem jer. For eksempel ved at sætte gode rammer, at være lyttende og ved at være konsekvent i din måde at håndtere og træne hesten
  • Sæt dig ind i hestenes sprog og signaler
  • Observér din hests signaler og reaktionsmønstre
  • Bliv god til grounding og dyrk det meget!
  • Træn din hest med henblik på at udvide zonen i bestemte situationer
  • Træn at have en ’stop-knap’, der virker
  • Lav et godt set-up
  • Forventer du reaktioner ifm besøg af en fagperson, så tal med fagpersonen om hestens reaktionsmønster

 

Jeg håber at beskrivelsen af mine erfaringer kan være en hjælp til dig, når du skal vænne din hest til noget nyt.

Kærlig hilsen

Camilla 🤗💖

 

Braveheart vågner

Braveheart er her ved at vågne efter bedøvelsen

P.S. Udover tillid og set-up, er det naturligvis også vigtigt at finde en god tandlæge, som passer til dig og din hest. Vi havde besøg af Mette fra Hestetandklinikken og hun har en ro og positivitet, som gjorde det til en god oplevelse – også når man som hesteejer får lidt dårlig samvittighed over at ens hest er lidt udad reagerende i situationen.