Er laserterapi noget for din hest?
Jeg tilbyder, som et led i Bodywork behandlinger eller som selvstændig behandling, laserterapi til heste og ponyer. Jeg får jævnligt spørgsmål om, hvad laserterapien gør, så jeg har valgt at skrive dette indlæg, så du nemt kan slå op og få svar, hvis du er i tvivl om laserterapi er noget for din hest.
Hvad er laser for noget?
Laser er lys – eller rettere sagt, så er det forstærket lys. Ordet “LASER” er en forkortelse af Light Amplification by Stimulated Emission of Radiation. Amplification betyder forstærkning.
Laserlys er monokromatisk, hvilket betyder, at det udsendes på kun én bølgelængde i modsætning til f.eks. sollys, som spreder sig over flere bølgelængder/farver, hvilket fx ses i regnbuer i kombinationen regnvejr og solskin.
Laseren er også kohærent, hvilket betyder at lysbølgerne udsendes i fase, hvilket betyder, at de svinger i takt og dermed giver oplevelsen af en større kraft.
Hvordan fungerer laserlyset i behandlingerne?
Ved laserbehandling overføres energien fra laserlyset til kroppens celler, hvor det kan benyttes som brændstof. Cellerne får således energi til at udføre de opgaver, som de i forvejen er programmeret til, heriblandt kroppens naturlige helingsproces.
Er hesten skadet accelereres altså den naturlige helingsproces og blodgennemstrømningen øges. Har hesten hævelser vil de derved mindskes, inflammation reduceres og hesten vil typisk også opleve færre smerter efter laserbehandlingen.
OBS: Jeg giver ikke massage-behandlinger til heste med akut-skader. Der skal altid have været dyrlæge på inden massage. Jeg kan god godt tilbyde sårbehandling m.m. efter aftale med din dyrlæge.
Er der bivirkninger ved laserterapi?
Der er ingen bivirkninger og celler, der fungerer normalt bliver ikke påvirket.
Mærker hesten laseren?
Når jeg behandler triggerpoints og fascie-punkter kan disse være meget ømme – og det er derfor jeg nogle gange vælger at behandle dem med laser frem for manuel behandling med hænderne. Laserterapi er nemlig en meget skånsom behandling og gør, at jeg ikke behøver trykke på punkterne.
Jeg har kun få gange oplevet at heste har reageret ved behandlingen. Er et punkt meget ømt, kan hesten godt mærke et pres. Her er det vigtigt at sige, at jeg aldrig gør noget hesten ikke er med på. Men de heste som har meget ømme punkter er stort set altid med på laserterapien, fordi jeg så ikke behøver trykke/massere og de mærker lynhurtigt at det er rart for dem.
Min hest har ondt i ryggen. Kan laser hjælpe?
Heste med rygsmerter har ofte gavn af laserterapi, fordi laseren dæmper smerter og stimulerer den naturlige heling efter f.eks. muskelskader. MEN… og det er et stort MEN. Årsagen til at hesten har ondt i ryggen skal selvfølgelig findes og afhjælpes.
Jeg har hørt, at laser kan bruges på sår. Er det rigtigt?
Laser er meget velegnet til behandling af sår. Laser øger blodgennemstrømningen og fremmer sårhelingsprocessen. En hurtigere opheling af sår er med til at mindske risikoen for komplikationer og reducerer også mængden af arvæv.
Generelt kan man også sige, at jo hurtigere et sår på hesten lukkes, jo mindre er risikoen for, at der opstår infektioner, som komplicerer skaden yderligere.
OBS: Jeg giver ikke massage-behandlinger til heste med akut-skader. Der skal altid have været dyrlæge på inden massage. Jeg kan god godt tilbyde sårbehandling efter aftale med din dyrlæge.
Min dyrlæge har sagt, at jeg skal tjekke at behandleren har en ordentlig laser. Har du det?
Ja. Jeg har en PowerLaser™ Basic VET fra PowerMedic, som har udviklet og produceret laserudstyr siden 1982.
PowerLaser™ Basic500 VET er designet til præcis behandling af mindre områder, specifikke muskler samt punkter på kroppen.