Braveheart og tandlægen

Forbered hesten til nye oplevelser

Din hest skal som domesticeret hest lære mange ting… løfte ben, have ordnet hove, blive vaccineret, gå i trailer, køre i trailer, have tjekket tænder…. Listen er lang og for hestene kan det være store mundfulde!

Det er altid en god ide at forberede sig og lave det mest hensigtsmæssige setup for hesten. Lyder måske banalt, men jeg ser bare jævnligt at det går galt, fordi man ikke har forberedt både hesten og en selv. Både ift de fysiske omgivelser og ift temperament hos hest og menneske.

Braveheart skulle have sit første tandtjek forleden. Han er rigtigt cool omkring mange ting, men der var flere nye oplevelser, som jeg derfor valgte at forberede ham til:

Staldgang: Braveheart er vandt til at stå på staldgang – og har både stået bundet med et enkelt træktov og med 2 kæder. Han var bare ikke vandt til at stå i den stald vi skulle være i. Grunden til at vi skulle stå på en anden staldgang end den sædvanlige var, at der er mere plads og at den boks vi skulle låne til opvågning var derinde. Vi havde derfor været på besøg i stalden nogle gange – og han har også stået bundet derinde, for lige at få fornemmelsen. Dette både med og uden andre heste i stalden.

Boks: Braveheart har kun prøvet at stå i boks som nyfødt med sin mor og så da han var indlagt for at blive kastreret. Derfor var vi i stalden nogle dage i forvejen, hvor han fik lov til at stå og spise hø i en af hans gode venners boks – med vennen stående på staldgangen. Trygt og godt. Jeg stod også i stalden hos ham mens han sov hhv. vågnede, så det var også trygt.

Tandlæge: Braveheart fik tjekket tænder, da han var indlagt til kastreringen, men der var han jo i narkose. Så det var en helt ny oplevelse. Før tandlægen kom, brugte jeg nogle mindfulness og grounding øvelser for at få både mig selv og Braveheart “helt ned på jorden”, så der var ro i vores systemer. Derudover gennemgik jeg hvad der skulle ske for Braveheart – fortalte om, hvad der skulle ske fra start til slut. Det giver ro i hovedet! Dertil kom så at tandlægen var fantastisk til at forberede Braveheart og til at rose ham undervejs. Braveheart elsker jo ros 🙂 I det hele taget var hun god til at føre både Braveheart og mig igennem tjekket. Jeg har jo oplevet tandtjek med min gamle hest, men det er jo nyt hver gang og jeg fik både kigget med i munden og jeg fik en grundig forklaring på de ting hun fandt. Så stor tak til Jeanett Bruun fra http://www.hestetand.dk.

Første foto er fra da vi øvede at stå i stalden. Andet er taget lige da tandlægen havde stillet udstyr op og sidste foto er fra jeg stod og nussede Braveheart med T-Touch teknik, da han var vågnet og han havde en lidt underlige fornemmelse i munden 🙂


Det første tandlægetjek var således både en ny og stor oplevelse for Braveheart, men forberedelsen og setup’et var det bedst mulige og han klarede det helt fantastisk. Ikke kun ifølge den stolte HorseMama 😉 – også hestetandlægen syntes det gik super fint.