SMIL Horsemanship
Horsemanship… hvad er det nu det er?
Horsemanship er den filosofi om/tilgang til heste og træning af heste man har. Jeg kalder det også ind imellem harmonisk horsemanship, da det giver begrebet den rigtige værdi. Horsemanship skal være Harmonisk.
Overordnet set omfatter horsemanship følgende:
- at lytte til og respektere hesten (at lade hesten have en stemme)
- at sætte rammer
- at være tålmodig
- at sørge for at have (opdateret) viden om hesteadfærd/sprog/fysik
- at sørge for at man er den bedste version af sig selv ift hesten.
Det har jeg samlet i et koncept, som jeg kalder SMIL Horsemanship. Oprindelig udviklede jeg det til børn – og så viste det sig, at voksne også efterspurgte, at få sat horsemanship i en slags ramme. Så nu er både børne- og voksen undervisning – ja, faktisk alt jeg laver – baseret på SMIL.
SMIL Horsemanship
Når jeg taler om Horsemanship, deler jeg det op, så det bliver nemmere at huske. Der er fire dele: S, M, I og L – altså SMIL.
Det er dels fordi, det er vigtigt, at vi smiler, når vi er sammen med vores heste og ponyer. Både når det går godt, og når det ikke går som planlagt. Dels kan de 4 bogstaver samtidig hjælpe os med at huske, hvad horsemanship er. SMIL står nemlig for SE, MÆRK, INSPIRÉR og LYT. Det er min måde at beskrive horsemanship på.
Hvorfor er det så vigtigt at vide, hvad Horsemanship er?
Det er fordi, at vi ved at være opmærksomme på og udvise god horsemanship i al omgang med hestene, dvs. i alt fra daglig håndtering til træning og ridning, opnår vi de bedste resultater, mindsker risikoen for farlige situationer og ulykker – og som bonus får et meget tættere og mere givtigt forhold til hesten.
Horsemanship forskning
FEIs ledelse har fået øjnene op for vigtigheden af god horsemanship. De havde brug for en definition af, hvad horsemanship er, og foretog derfor en stor undersøgelse om det. Har du lyst til at nørde, kan du finde undersøgelsen her >>>