Heste med PSSM

Hjælp til heste med PSSM1/MIM

Blog indlægget er oprindelig udgivet 18. januar 2022 og opdateret med ny viden 22. februar 2024

 

Forestil dig, hvordan din krop har det 2 dage efter du for første gang i 4 måneder var i fitness centeret – og valgte at tage både en puls/styrke time og en stram op time nu du endelig havde taget dig sammen….

Den er godt øm, ikk’!

Forestil dig så, hvordan det ville være, hvis du nogenlunde konstant gik rundt med den form for muskel-ømhed i kroppen.

Ikke så fedt, vel….

Sådan er der faktisk heste, der har det. Måske er de ikke konstant ømme 24/7 …. men ofte. Jeg skriver her om heste med PSSM1 og MIM.

 

 

PSSM1 og MIM – kort fortalt
OBS – der forskes løbende i sygdommene og derfor kan der naturligvis komme ny viden – derfor opfordrer jeg til at søge seneste viden via linksene nedenfor. Har din hest fysiske symptomer på muskeltræthed eller andet skal du selvfølgelig ALTID kontakte din dyrlæge med det samme!

PSSM står for Polysaccharide Storage Myopathy og er en muskelsygdom. Sygdommen skyldes en genmutation. Sådan helt enkelt forklaret, så har heste med PSSM1 en ophobning af sukker i deres muskler – sukker, som de har svært ved at nedbryde. Lidelsen giver nedsat muskelfunktion og forårsager ømme muskler, stivhed, svedudbrud og atypisk bevægelse. En hest med PSSM1 vil efter 20 minutters let motionering have det som om den havde trænet hårdt længe.

MIM (tidligere kendt som PSSM2) står for muskel-integritets-myopati, som er en form for “anstrengelses muskel sygdom”. Hvad er det så? Det er en muskellidelse, der fører til en unormal reaktion, når musklerne udsættes for enten normal belastning (f.eks. at gå rundt på folden) eller øget belastning (f.eks. træning og ridning). Under den nuværende MIM-test kigger man på 6 gener, der er ansvarlige for at forårsage anstrengelses lidelsen. Der er mange forskellige symptomer og heste kan teste positivt på flere varianter.

Man har tidligere ment at nogle racer er mere disponeret end andre –  fx Quarter horses og ”tunge” heste som fx Belgiere og Irish Cobs, men jeg hører om flere og flere tilfælde blandt andre racer.

 

PSSM1/MIM – hvad så?

En nøje tilrettelagt foder- og træningsplan er afgørende for at hjælpe PSSM1 og MIM heste til at have få, svage eller ingen symptomer. Dette er der dog ingen garanti for virker. Jeg har mødt heste med op til 4 varianter af MIM og de har haft det forfærdeligt. En ting er dog sikkert – PSSM1 og MIM heste har enorm glæde af massage af muskler og bindevæv/fascier.

Der er delte meninger om disse lidelser, og jeg hører om en del dyrlæger, som ikke mener at de test man har tilgængelige er valide. Jeg må dertil blot sige, at jeg har mødt så mange heste, der er testet positive med de samme symptomer og hvor man oplever de samme positive resultater af foder-, træning- og bodyworkindsats. Hvis du har en hest med nogle af de symptomer du finder via nedenstående links og ingen dyrlægeundersøgelser kan forklare årsagen, så vil jeg anbefale en test.

Jeg har senest selv fået testet min hest Braveheart. Han blev testet negativ for PSSM1 ved indsendelse af hårprøve til et sted i England for mange år siden. MIM testen blev foretaget ved indsendelse af hårprøver til Generatio, hvor du også finder en masse information om sygdommen: https://generatio.de/en/expertise/mim-pssm2-horses

Du kan også finde mere viden her: https://pssmawareness.com/

 

Hestemassage til PSSM og MIM heste

Ligesom heste i hård træning har godt af massage af muskler og bindevæv/fascier for at præstere, så har PSSM/MIM heste også brug for massage – ikke blot for at præstere, men for i det hele taget at have det godt.

I mit virke som hestemassør møder jeg en del PSSM/MIM-heste. Og dem jeg har behandlet har alle det tilfælles, at de har haft god gavn af behandlingerne – og specielt af at få behandling med jævne mellemrum.

Min hesteforståelse, herunder calming signals, bruger jeg i alle behandlinger og den viden er ekstra relevant i behandlingen af PSSM/MIM-heste. For med det smerte-niveau de kan have, er det super-vigtigt at vide, hvornår nok er nok!

Pga. den ofte ømme muskulatur kan det være en stor fordel at behandle med andre teknikker, fx laser, T Touch og balancering af energi – simpelthen fordi det kan volde for voldsomme smerter at behandle med traditionelle massage greb.

Min erfaring er, at en bodywork behandling holder 2-4 uger hos en PSSM/MIM-hest, så der bør ikke gå mere end 4 uger mellem behandlingerne.

Har din hest PSSM/MIM og er du interesseret i at booke behandling, så læs mere her

 

Foto: Shutterstock