Mudder på foldene – gode råd om at holde hovskæg

Vi har den vådeste efterårs-/vinterperiode i maaaange år og jeg kender ikke ret mange hestemennesker, som ikke har sukket dybt og længe over mudrede folde. Min Robin står på en fold, som heldigvis har tørre områder, men ved leddet, vandkoppen og høhækken er der mega-mudret, så Robin kommer dagligt ind med brune sokker i stedet for hvide sokker.

I får her ”opskriften” på, hvad jeg gør ved det mudrede hovskæg og så kan I prøve det af, og se om det fungerer for jer, hvis I har lyst. Jeg kan ikke garantere samme virkning på alle heste, men det fungerer på flere heste jeg kender – også på heste uden voldsomme mængder hovskæg.

Blot til orientering: Jeg har ikke nogen økonomiske interesserer i de produkter/producenter, der er nævnt i blogindlægget. Jeg bruger dem og de fungerer for mig 🙂

I øjeblikket spuler jeg hovene dagligt – for at se om skoene stadig er der – og lader ellers sokkerne være. Ca. hver 8. – 14. dag (vælger en dag, hvor jeg har god tid og hvor det ikke er alt for koldt) får sokkerne så ”den store tur”.

Jeg står udenfor med Robin og skyller så meget mudder ud jeg kan. Hvis det er svært at få mudderet ud, vasker jeg med Carr & Day & Martin Gallop Medicated Shampoo. Dette gør jeg indenfor. Jeg tager én hov ad gangen og bruger en spand med lunkent vand og lidt sæbe, som jeg stiller hoven ned i. Jeg står så og masserer vand og sæbe ind i hovskægget, presser mest muligt ud af hårene og skifter så til lunkent vand uden sæbe, stiller hoven i spanden og skyller ud… og bruger det antal spande vand, der er nødvendigt for at få al sæben ud. På denne måde kommer der ikke sæbevand på gulvet (kan være glat!). Nå hovskægget er rent, fjerner jeg spanden og tørrer hovskægget med et håndklæde.

Når alle 4 ben er rene, tjekker jeg hovene for sten og fejer staldgangen.

Herefter masserer jeg kartoffelmel ind i hovskægget på alle 4 ben og lader det sidde så længe som muligt.

Hvis der er plads på staldgangen, så sørger jeg for at stå på et tørt sted, når jeg putter kartoffelmel i, da kartoffelmel klistrer helt vildt når det bliver vådt = glat gulv!

Herefter børster jeg håret igennem og gør det så ”fluffy” som muligt. Kan Robin stå inde lidt tid og hygge sig med at guffe lidt wrap, så hovskægget får ekstra tørretid, gør får han lov til det.

Når hovskægget er tørt (eller så tørt som muligt) børster jeg hovskægget igennem med en plastik børste, der er nem at rengøre (kartoffelmelet sætter sig nemt fast i børsten).

OBS: husk at feje grundigt, da resterne af kartoffelmel kan gøre gulvet mega-glat!

Til sidst bruger jeg et produkt, der hedder Leg Oil Paste. Man kan bruge Shire Oil i stedet. Det anvendes i hovskæg, man og hale for at fremme væksten og holde hårene sunde og smukke. Olien lægger sig mod huden og er derfor også med til at forhindre angreb af muk og skab. Leg Oil Paste, som jeg som nævnt bruger, har samme egenskaber som Shire Oil, men har derudover større effekt på sårheling og sidder bedre fast på benene, når hesten går på en fugtig og mudret fold. Produktet holder også hoven sund, så hovolie kan undværes.

Produkter

Anvendte produkter

Jeg påfører Leg Oil Paste med en bred pensel. Jeg løfter hårene og dupper det ind under mod huden. Har jeg god tid masserer jeg det ind med fingrene (er smart at gøre med handsker på…).

Og voila – så kan jeg med god samvittighed sende Robin ud på folden igen. Benene bliver stadig mudrede, men lige knapt så meget og huden er beskyttet. Med tanke på det hovskæg Robin har og hvor meget mudder han gennem tiden har stået i, så har jeg ikke haft ret store problemer med muk og skab.

HorseMama Tip:

På et tidspunkt havde Robin problemer med mallander (hudlidelse på bagsiden af forbenene – skyldes overproduktion af keratin). Efter mange forgæves forsøg på at komme problemet til livs med desinfektion og forskellige salver, prøvede jeg med Leg Oil Paste og det fjernede problemet fuldstændigt i løbet af få dage.

Leg Oil Paste og Shire Oil kan købes her