Når vi prøver for meget
Når jeg bliver kaldt ud til hesteejere, der har udfordringer med træning eller trailerlæsning, er der ofte en fællesnævner: man prøver for meget og har fokus på, at gøre alt korrekt.
Mange har fundet inspiration til træning i bøger eller online, fx i form af videoer. YouTube har en overflod af videoer om horsemanship, ridning, træning fra jorden…
Udfordringen med at se en masse videoer er dog, at vi kan komme til at tro, at vores træning skal se ud fuldstændig som i videoen. Og at det er let.
Jeg har været der selv. Jeg så på andre – og alle bevægelser var så ‘soft’ og lækre…. der var et fantastisk flow…. alt så legende let ud. Lige indtil jeg stod der med Braveheart… koldblodshest med fysiske udfordringer… intet var soft og let. Tværtimod. Nøj, det var frustrerende.
Det er jo normalt, at vi fra barnsben – fx i skolen – har lært, at vi skal gøre os umage med det vi gør. Vi belønnes med ros og karakterer. Det er fint nok. Og jeg synes så absolut, at det er i orden at have ambitioner og masser af motivation. Men i træning af og med heste kan det være nødvendigt, at vi lægger ideen om det perfekte fra os. Vi må finde den måde at gøre tingene på, som fungerer for os og for vores heste. Uanset, hvordan det ser ud. For når vi bliver for fokuseret på teknikken, glemmer vi at mærke os selv og hesten – og kommunikation med hestene og vores fokus på deres lydløse kommunikation fungerer ikke, når vi bruger 100% af vores energi på teknikken. I tilfældet trailerlæsning fokuseres ofte på, at hesten SKAL ind i traileren. Det er målet. Det korrekte. Det perfekte. Når dette ‘SKAL’ slippes, ændres fokus og vi kan arbejde med at få hesten til at blive tryg i situationen.
Så næste gang du mærker en frustration over, at træningen eller trailerlæsningen ikke fungerer, så mærk lige efter hvor dit fokus er. På det perfekte eller på hesten.
HorseMama-kram
Camilla
Foto: Shutterstock