Når wow-oplevelser fører til frustrationer

En af de ting jeg elsker ved at være hestemenneske er, at vi aldrig bliver færdige med at lære af og med vores heste. Og i de senere år er vi blevet ekstra kloge på hestene, efter Rachaël Draaismas forskning blev tilgængelig for os alle i hendes bog om hestenes sprog og dæmpende signaler. Hendes forskning indgår som en stor del af min horsemanship undervisning, da den gør os i stand til at forstå hestene meget bedre – og jeg nyder at se, hvordan mine elever får en masse wow-oplevelser, når de begynder at forstå hestenes reaktioner og finder ud af, hvordan de kan bruge forståelsen og give hestene en stemme. Men det er ikke kun os mennesker, der reagerer med et “Wow” på den nye viden – det gør hestene også. “Wow, mit menneske lytter, forstår og reagerer”.

 

Vi får en masse spændende oplevelser med denne viden. Døre åbnes. Vi interagerer med hestene på nye måder. Måder, som nogle gange kan føles helt magiske, fantastiske og dejlige. Alligevel oplever jeg ind imellem elever, som pludseligt bliver enormt frustrerede. Nogle gange sker der nemlig det, at hestene bliver så begejstrede for at vi lytter og lader dem “snakke”, at de åbner sig mere og udtrykker sig mere. De deler deres mening mere frit. Og de får måske udtrykt signaler vi endnu ikke har lært at forstå. Det gør, at deres adfærd kan opleves forstærket på en måde vi ikke forstår eller har svært ved at håndtere. Og det skaber grobund for frustrationer. Både hos os og hos hestene. For når vi bliver frustrerede, bliver hestene det ofte også.

 

Men fat mod.

Ro på.

Det er nemlig lige præcis ro og tålmodighed der skal til.

 

Hvordan gør man så lige det, når man er mega frustreret og har en hest, som man ikke føler man kan “nå ind til”?

 

Et af mine gode tip er, at du fokuserer på at være nysgerrig. At du lader være med at se det som et problem, men i stedet tænker “Nå, interessant. Gad vide, hvad det betyder?”

På den måde flytter du fokus fra det, som du opfatter som et problem samtidig med, at du signalerer til din hest, at du er nysgerrig og gerne vil lytte.

Derudover er det helt grundlæggende for alt godt samvær med heste, at du er grounded. At være nærværende, rolig og tålmodig er lige det, der skal til. Vil du have tips til grounding, kan du få det her.

 

HorseMama-kram 🤗

Camilla

 

PS Husk, at der ikke er nogen quick fixes i forhold til hestetræning. Så tålmodighed er en dyd 😉💖